Milking
Koncept for robotmalkning
Robotmalkning er et vigtigt led i fødekæden, som den er defineret af Lely ‘fra græs til glas”. Der kræves en anden metode til at drive en bedrift med malkerobotter sammenlignet med konventionel malkning. Som førende inden for automatisk malkning har Lely mange års praktisk erfaring og forskningsresultater, der gør det muligt at give landmanden præcise råd til vellykket robotmalkning.

Management, malkning
Koncept for robotmalkning
Malkerobotten leverer ko-relaterede informationer, der er uopnåelige i en konventionel situation, og gør det dermed muligt at kontrollere dyrene på et individuelt niveau hver dag. ’Management efter undtagelsesprincippet` er den nye udfordring. Grundtanken er, at den værdifulde tid med Management-arbejdet skal bruges på de køer, der kræver opmærksomhed. Desuden introduceres konceptet ‘Licens til at producere’, som fokuserer på bæredygtig mælkeproduktion med respekt for mennesker, vores planet og udbytte. Med malkerobotten er det muligt at give den enkelte ko alt, hvad den har brug for til sikring af optimal sundhed, optimal produktion og velfærd uden ekstra arbejdsindsats. Udgangspunktet for vellykket mælkeproduktion er den individuelle sunde og glade ko.
Opstartsprocedure
Inden overgangen fra konventionel malkning til robotmalkning er det vigtigt, at du grundigt gennemtænker, hvad det vil komme til at betyde for dit bedriftsledelsesarbejde. Robotten vil komme til at indtage en central plads i det nye billede, og bedriftsledelsen skal tilpasses herefter.
Forberedelse
I forberedelsesfasen anbefales det at besøge flere forskellige gårde på samme størrelse og med den samme staldtype for at danne sig et godt billede af, hvordan robotmalkning foregår, og hvad det omfatter med hensyn til bedriftsledelsen. De erfaringer, mælkeproducentkolleger har gjort, er en vigtig hjælp til at indføre vellykket robotmalkning i bedriften. En velgennemtænkt (nedskrevet) strategi er væsentlig for hele forberedelsesfasen: Den skal indeholde en opstaldningsplan, en detaljeret plan over den daglige, ugentlige og månedlige arbejdsrutine, ko-rutiner samt general logistik for køer og landmand. Hele projektet skal indpasses i den landsigtede strategi, så hvert eneste trin skal nøje overvejes: hvor vil du behandle køerne, goldkøer osv.
I denne fase skal man også være opmærksom på følgende aspekter:
- Formuler og nedskriv målene for indførelsen af robotterne, så du kan se tilbage på disse mål i månederne efter introduktionen
- Overvej fodringsstrategien. I mange tilfælde skal grovfoder og tilskudsfoder forberedes, så der kan fodres med dem i robotten og på foderbordet, særligt i de tilfælde, hvor der indtil nu kun har været brugt Total Mixed Ration (TMR)
- Køernes egnethed til at blive malket i robotten: ensartede yvere, klipning af de lange hår på halen, optimering af klovsundheden osv.
- Sørg for i avlsarbejdet, at du får færre krydsede bagpatter eller vidtstillede forpatter
- Forbered og forstå managementprogrammet i god tid for ikke at få stress.
Staldindretning
Stedet, hvor Lely Astronaut malkerobot skal stå, skal nøje planlægges, så man kan opnå god adgang for køerne i stalden. Robotrummet skal altid have en ren indgang. Robotterne skal være tydelige at se og lette at komme hen til for alle køer. Det betyder god plads rundt omkring robotten og tydelige, direkte adgangsforhold til og fra robotterne. Det er vigtigt, særligt i stalde med flere robotter, at køer, der skal malkes, og køer, der er malket, ikke skal krydse hinandens spor.
Opstarten
Når man begynder med robotmalkning, anbefales det at begynde med 50-60 køer pr. robot og opdele gruppen i 2 undergrupper. De første 3 dage skal køerne ledes hen til robotten 3 gange om dagen. Dette skal gøres på en meget rolig og tålmodig måde for at forhindre, at køerne får negative oplevelser med robotten. Efter disse 3 dage vil 75% af køerne gå hen til robotten af sig selv, hvorefter lågerne kan fjernes. Lad køerne bevæge sig frit (fri kotrafik), og hent de køer, der har et malkeinterval på mere end 10 timer, 4 gange om dagen. Det antal gange, køerne hentes, reduceres gradvist til 2 gange om dagen, idet kun køer med et malkeinterval på mere end 12 timer (eller mere end 10 kg mælk) hentes. En opstartsprocedure formindsker ventetiderne og sikrer rigelig indtagelse af tørstof (TS) og vand. At hente for mange køer for hurtigt resulterer som oftest i, at de lavtrangerende køer vil vente, indtil de bliver hentet. Sådanne køer vil opfatte robotten som et overfyldt og farligt sted. Derfor vil de vente, indtil de bliver hentet af landmanden. Dette understreger betydningen af at forblive rolig og tålmodig de første uger og at følge instruktionerne for at hente køerne. Lely anbefaler, at der minimalt er 2 personer til stede pr. robot i de første dage til at føre køerne hen til robotten og kontrollere X-link. Efter 2-3 dage vil én person være tilstrækkelig pr. robot.
Tilrettelæggelse af landmandens daglige rutiner ændrer sig, når robotterne tages i brug på gården. Landmanden skal ikke længere malke køerne 2 eller 3 gange om dagen. Det ændrer de rutiner, der ellers er blevet faste i det daglige arbejde med at drive bedriften. Malkerobotten giver landmanden mulighed for at observere køerne i deres eget miljø. Kontrollen er forenklet, og det er let at konstatere enhver unormal adfærd hos dyrene.
Ændringer i rutiner:
- Andre, fleksible arbejdstider, da faste malketider er blevet historie
- Flere, fleksible arbejdsplaner
- Kortere arbejdstid takket være effektiv bedriftsledelse
- Spidsbelastninger i de daglige gøremål er lette at overkomme med den opnåede frihed ved at malke med robotter
- Den opnåede tid kan anvendes uden for gården og/eller med håndteringen af de enkelt dyr
Fri ko-trafik
Med fri kotrafik har køerne frihed til at bevæge sig rundt i stalden fra foderbordet til robotten, sengebåsene og vandtrugene uden at møde hindringer fra afspærringer eller selektionslåger. Erfaringer og observationer fra mange gårde overalt i verden viser, at den frie kotrafik danner basis for vellykket robotmalkning. Den forbedrer rentabiliteten via optimal produktion og sunde køer. Lelys undersøgelser af forskellige former for kotrafik viser, at fri kotrafik er karakteriseret ved højere mælkeproduktion, mindre arbejde, mindre stress for koen og reduceret risiko for stress relaterede sygdomme. De landmænd, der bruger fri ko-trafik, giver deres køer de 5 friheder, og ved at gøre det får de mest muligt ud af deres besætning.
Besøgsadfærd
For at opnå god besøgsadfærd skal malkerobotten være let tilgængelig. For det første betyder det, at der skal være tilstrækkelig ledig tid i robotten (mindst 10%), så en ko kan gå ind i robotten når som helst, den ønsker det. Ledig tid er den tid, hvor robotten er frit tilgængelig, (døren er åben). Hvis der er mindre ledig tid, vil navnlig de lavt rangerende og frygtsomme køer ikke blive malket tilstrækkeligt, ganske enkelt, fordi de ikke har lejlighed dertil, eller de er bange for at gå derind. Dyr, der ikke malkes mindst 2 gange om dagen, har forøget risiko for yversundhedsproblemer. For det andet er det afgørende med god plads foran og rundt om robotten for at opnå tilstrækkelige besøg. Det er den plads i stalden, hvor der er mest travlt, så enhver forhindring vil forstyrre kotrafikken og reducere antallet af robotbesøg. På en gård med 120 køer og 2 robotter med 3 malkninger og 1 afvisning om dagen betyder det, at der vil være 480 køer, der passerer forbi foran robotterne (120x4). Gode adgangsforhold vil sige, at robotten skal være synlig og let at komme til fra ethvert sted i stalden.